Om DK Mateli

DK Mateli er et lille stue opdræt under FIFe. Familien består af mig selv, Louise, der er drivkraften bag opdrættet, min kæreste Christopher samt mine to drenge Mathias og Elias. Foruden opdrættes skønne ragdolls har vi to huskatte og en Australian Shepherd, Saga.

Vores katte er en del af familien og når vi har killinger vokser de op midt i hjemmet og bliver dermed vænnet til livet med børn, hund og hverdagens lyde. Vi bruger meget tid på at socialisere vores killinger, da det er vigtigt for os, at de vil fungere i deres nye familier, men også fordi vi simpelthen ikke kan lade være.

Jeg er uddannet dyrlæge og arbejder i en klinik for familiedyr.

Som opdrætter har jeg gennemgået og bestået Felis Danicas Diplomopdrætter uddannelse og jeg deltager løbende i forskellige foredrag og arrangementer, der giver viden om kattesundhed og katteopdræt.

Jeg forelskede mig i ragdoll katten i sommeren 2018. Jeg faldt pladask for ragdollens skønne ydre og jeg gik derfor i gang med at læse op på racen. Det blev forelskelsen ikke mindre af. For ud over at være nogle fantastisk smukke katte har ragdollen tilmed et helt fantastisk sind. 

Jeg ønsker naturligvis at opdrætte sunde racetypiske katte med et godt sind. Derfor kontaktede jeg en ragdoll opdrætter og forespurgte på muligheden for at blive opdrætter. Det medførte at jeg i efteråret 2018 fik mit stamnavn DK Mateli. Navnet er en sammentrækning af mine to drenges navne, nemlig Mathias og Elias.

Af praktiske årsager var det først i foråret 2020, at jeg fik min første ragdoll. Lille skønne Rainy (DK Sjælely´s Rain) blev født på min fødselsdag og flyttede ind i maj. Men livet viste os sine lunefuldheder og Rainy skulle ikke få lov at blive vores første avlspige. Idet vi desværre mistede hende kun tre måneder efter hun flyttede ind.

Herefter gik der endnu et år før vi igen fik ragdoll i huset. Til gengæld hentede vi i sommeren 2021 to skønne piger hjem. S* Raggababa Canasta by Qvantum Diamon, en kærlig brun bicoulour fra Sverige og DK Big-Bang Auriga Vananda, en blå mitted pige fra opdrætter Susan Jonassen. 

Alle mine katte bliver gentestet for HCM, PKD og blodtype. Jeg synes det er rigtig spændende at fordybe mig i genetik og finder det derfor rigtig sjovt at arbejde med forskellige farver af ragdolls.

Vores opdræt kommer derfor til at have fokus på rød/creme/tortie samt chokolade og lilla såvel som de traditionelle farver brun og blå med og uden tabby (striber). Jeg håber på, at nå til at kunne lave lilla og chokolade torties. Dem ser man næsten ingen af.

da_DKDanish